Tennissportens Dag kan også afholdes på en havnefront
Tag med Tennisdetektiv Holm på udrykning til en havnefront for at efterforske mystisk og høj tennisaktivitet på Tennissportens Dag.
KILDE
Aalborg Tennisklub
(Genåbnet sag fra 2015)
SAGEN
Klubben havde uden megen held forsøgt at tiltrække besøgende til klubbens primære tennisanlæg på Kastetvej.
Derfor blev det besluttet at flytte Tennissportens Dag 2015 derhen, hvor der allerede var mange mennesker i forvejen, nemlig på havnefronten i Aalborg. Selve konceptet var simpelt: Kom og spil minitennis i 5 minutter og få en gratis soft-ice!
4 minitennisbaner i traditionel Play & Stay størrelse blev kridtet op på havnefronten. Ud over dette var der sat et servicebord op, hvor der blev udleveret låneketsjere før spil. Efter endt spil, blev der udleveret infoflyer om klubbens generelle tilbud. Flyeren omhandlende specifikke Junior- og Voksenintro-tilbud samt en kupon til en gratis soft-ice. Soft-ice kuponen kunne indløses i en kiosk 200 meter derfra.
Under hele arrangementet blev der spillet festlig musik, endvidere gik klubbens frivillige medhjælpere rundt og snakkede med mulige interesserede.
Foruden den interne markedsføring i klubregi, blev alle medlemmer gjort opmærksom på muligheden for gratis soft-ice på havnen ved fremmøde med en tennisketsjer i hånden. Stående reklameskilte, der gjorde opmærksom på initiativet, blev sat op på havnefronten fra start til slut.
BAGMÆNDENE
På dagen stod 8 frivillige for arrangementet. Til planlægningsmøderne samt udarbejdelse af reklamematerialet var der en arbejdsgruppe på 3 mand.
TIDRØVEREN
På selve dagen blev der arbejdet fra kl. 09.00 – 17.00. Før Tennissportens Dag blev der afholdt 3 planlægningsmøder á hver 1 time samt 2 timers arbejde med reklameforberedelse.
PENGETANKEN
Udgifter:
120 udleverede is x 15 kr. = 1800 kr.
Leje af strøm = 500 kr.
Leje af havnepladsen = 0 kr. (udlånt af Aalborg Kommune)
Indtægter på den korte bane:
Mindst 8 nye medlemskaber = 8800 kr.
Indtægter på den lange bane:
Nye medlemskaber samt flere træningsaktive, som gerne skulle være aktive i en årrække.
Øvrige efterfølgende positive synergieffekter.
AFTRYK
Der deltog ca. 150 spillere i løbet af arrangementet, som forløb fra kl. 11.00 – 16.00.
Først var det planlagt at lukke ned kl. 14.00, men da der konstant var masser af aktivitet på banerne, blev åbningstiden forlænget med to timer. I løbet af dagen var der nogle gengangere, nogle folk fra klubben, men også en stor mængde nye ansigter, der aldrig havde prøvet tennis før. De nye udgjorde nok ca. 80 personer. Endvidere var der stor tilskueropmærksomhed samt mange forbipasserende. Så berøringsfladen var højst sandsynlig op mod 1000 mennesker.
Efterfølgende kom der cirka 8-12 nye medlemmer, som direkte konsekvens af Tennissportens Dag. Disse har primært meldt sig til introforløbene. Endvidere kom der mange positive tilkendegivelser, der var med til at styrke klubbens ansigt udadtil.
Tennisdetektivens tips
- Nogle år kan det være en idé, at flytte arrangementet ud til et sted hvor folk færdes i forvejen, i stedet for at forsøge at få folk ind til arrangementet.
- Benyt et gratis lokkemiddel såsom soft-ice, da de færreste vil have noget imod dette. Øl var også på tale, men is er et bedre match i forhold til at få aktiveret både børn og voksne.
- Har din klub mod på noget i samme boldgade, så se mere om Tennissportens Dag.