Tennis

Om Tennisfitness

Få pulsen banket helt op i din klub med Tennisfitness!

Tennisfitness udvikler spillernes tennisfærdigheder samtidig med at styrke- og pulstræning er en aktiv del.

Den primære målgruppe er voksne motionister, men Tennisfitness kan med garanti være udfordrende og sjovt for alle aldre og niveauer. På den måde er det også helt oplagt at anvende Tennisfitness, som et begyndertilbud rettet mod nye potentielle medlemmer.

Kombinationen af slagtræning, dynamiske spiløvelser og fysisk træning skaber masser af energi og stemning på banen. Derudover er den høje intensitet med til at sikre grundformen, mens styrkedelen forebygger skader.

Især indendørs er mange tennisklubber pressede på banekapacitet, men med Tennisfitness kan der let være flere end fire aktive spillere per bane ad gangen – og dermed flere medlemmer, som holder sig i gang i løbet af vinteren. Det kan både være i tennishallen, eller kombineret med skumtennis i en idrætshal.

Så skru op for musikken og på med træningstøjet, når Tennisfitness skal sætte gang i pulsen og klublivet.

Vil du gerne høre mere om Tennisfitness eller vores andre gode tilbud, så kontakt din lokale tenniskonsulent.