Tennissportens Dag spiller flot op i en mindre tennisklub
Kan en mindre tennisklub få noget godt ud af Tennissportens Dag? Tennisdetektiv Holm har sat sig for at undersøge sagen i en lille klub, der glædeligt er med år efter år.
KILDE
Jels Tennisklub
(Genåbnet sag fra 2014)
SAGEN
Da flere af tennisklubbens ældre medlemmer var begyndt at falde fra, var det oplagt at afholde Tennissportens Dag for at rekruttere nye medlemmer. For at skabe opmærksomhed og få folk ud på anlægget var Jels Tennisklub godt klar over, at de selv skulle yde en indsats.
Der blev valgt at reklamere for Tennissportens Dag på byens egen hjemmeside www.jels.dk, der besøges af en stor andel af byens borgere. Foruden dette reklamerede klubben også i den lokale avis. Samtidig med reklamen i avisen og på jels.dk, blev der sendt flyers rundt i byen. De blev trykt gratis og Jels Volleyball bragte dem ud, da de kørte ud med reklamer i forældrebiler.
Til sidst blev der sørget for en præmie til de af klubbens medlemmer, der kunne skaffe et eller flere medlemmer på dagen. For hvert nyt medlem, man skaffede, blev man belønnet med et rør bolde.
Flere medlemmer fra klubbens bestyrelse var mødt op fra starten, hvor der blev budt på rundstykker og hyggetennis. Ved middagstid blev der tændt op i grillen, hvilket skabte en rigtig hyggelig stemning. Hele dagen var der kaffe på kanden, saft, is og masser af god tennis.
BAGMÆNDENE
Fire frivillige fra bestyrelsen var meget passende til at sørge for forplejning, tennisspil og -instruktion samt give informationer til de fremmødte. Klubbens medlemmer var også inviteret, men selvom de blev lokket med mad og drikke, så blev det desværre ikke til det helt store fremmøde fra deres side.
TIDSRØVEREN
Der skulle brygges kaffe, koordineres tennisspil på banerne, snakkes, passes grill og lignende.
Tennissportens Dag er altid med som et punkt på et bestyrelsesmøde, hvor der iværksættes markedsføring og planlægning af selve aktiviteten på dagen. Der blev også lagt energi i at lave flyers – så de var gode, informerende og overskuelige. Flyeren annoncerede om tennis, kaffe, grill og is på Tennissportens Dag samt for klubbens tilbud for hhv. juniorer og seniorer.
PENGETANKEN
Tennissportens Dag var ikke den store udgift. Den største post var reklamen i den lokale avis. Hernæst kom udgiften til udbringning af flyers. Alt i alt blev udgifterne til forplejning, reklamer og præmier cirka Kr. 1.500.
Det var meget godt givet ud, når man tager 10 nye medlemskaber i betragtning.
AFTRYK
Selve præmien med et rør bolde per nyt medlem blev kun udløst af to drenge, der fik et par venner meldt ind i klubben. Til gengæld var der god respons på klubbens flyer, byens hjemmeside og avisartiklen, så der kom godt 30 nye ansigter forbi, hvilket resulterede i 10 nye medlemmer på dagen. Derudover havde to familier sagt, at de hver kom 4-5 personer, men de nåede det desværre ikke. Set fra en positiv synsvinkel blev mange i lokalområdet gjort opmærksom på, at byens tennisklub er proaktiv og med gode muligheder for at spille.
Tennisdetektivens tips
- Vær realistisk omkring målet for dagen. Et tænkt eksempel med 10 besøgende og deraf 5 nye medlemmer vil procentvis være meget flot i en klub med f.eks. 40 medlemmer. De der ikke kan på dagen kommer måske forbi en anden dag.
- Den lokale markedsføring er vigtig. Mange byer har f.eks. en velfungerende hjemmeside med en opdateret aktivitetskalender og/eller en "Det sker-side" på Facebook.
- Brug børnene som kontakt til at skaffe nye medlemmer, og sørg for at de har god mulighed for at lege og spille tennis (gerne både frit og organiseret).
- Få det til at ligne en “fest” med masser af liv på banerne og ved klubhuset.
- Inviter gerne klubbens egne medlemmer til organiseret tennisspil, så potentielt nye medlemmer ikke kommer til et livløst anlæg. Lok for eksempel de eksisterende medlemmer med god forplejning, lotteri og en lille hyggeturnering, hvis der er baner til det.
- Vis engagement fra bestyrelsens side. Det er et stærkt signal til de potentielle nye medlemmer, og det giver mere tid til den personlige snak med dem.
- Har din klub mod på noget i samme boldgade, så se mere om Tennissportens Dag.