Tennis

"Mød din tennisklub" – arrangementet for alle nye medlemmer

Hvad kan en tennisklub aktivt gøre for at informere og integrere nye medlemmer over en kam? Tennisdetektiv Holm efterforsker her en klub, der har løst gåden.

KILDE
Sønderborg Tennisklub
(Genåbnet sag fra 2014)

SAGEN
Det var klubbens erfaring, at det er ret svært at være ny i en forholdsvis stor tennisklub. Derfor lavede klubben et arrangement, hvor alle nye medlemmer fik mulighed for at møde bestyrelsen og de mange andre frivillige i klubben.

Nye medlemmer inden for de seneste to år og klubbens frivillige blev derfor inviteret til at spille en gang social tennis (med skiftende doublemakkere) og med efterfølgende aftensmad, som blev bestilt lokalt.

Arrangementet benyttes også til at informere de nye medlemmer om klubbens drift og struktur. Det fandt sted for første gang i sommeren 2013 og er siden blevet gentaget årligt i starten af hver udendørssæson. 

BAGMÆNDENE
Planlægningen er sket som en del af et møde i klubbens breddeudvalg på fire personer. Arrangementet blev klaret af to-tre personer, men en hel del frivillige hjalp til på dagen.

TIDSRØVEREN
Forberedelserne til arrangementet indebar udsendelse af invitationer og indkøb af mad og drikke, som samlet set udgjorde omtrent fem timer. Selve arrangementet varede tre timer: To timers tennis og en times tid til mad og hygge.

PENGETANKEN
Arrangementet var gratis for deltagerne, og klubben betalte for maden og de små symbolske præmier. Udgifterne løber typisk op i et sted mellem 1.000-2.000 kr. 

AFTRYK
Initiativet har været en succes. Stemningen var god, og klubben fik mange positive tilkendegivelser. Der var 35 deltagere, hvilket udgjorde 30% af de inviterede det første år.

Tennisdetektivens tips

  • Få bedre styr på, hvem de nye medlemmer er, og hvilke uudnyttede frivillige kræfter klubben har fået.

  • Afviklingen af doublerne skal være fair og social, men der kan godt findes en vinder.

  • Vis ansigt fra bestyrelsens side. Det er en knald god signalværdi, og giver bedre anledning til de personlige snakke med de nye medlemmer på dagen.