Tennis

Hyppige events med "Tennisfitness" bevæger motionisterne

Tennisdetektiv Holm har rettet sit søgelys på en klub, der har formået at bevæge og integrere voksne motionister ved hjælp af humørfyldt Tennisfitness.

KILDE
Ribe Tennis Klub
(Genåbnet sag fra 2015)

SAGEN
Motivet var at gøre noget nyt og godt for klubbens voksne medlemmer, og der blev derfor inviteret en instruktør med erfaring inden for Tennisfitness.

Programmet for Tennisfitness-eventen varede 3 timer med hhv. fitnessøvelser uden tennis, tennisrelevante bevægelsesmønstre samt sjove tennisøvelser med masser af bevægelse. Til sidst var der en kort session med decideret teknisk træning. 
Der var rigeligt af drikkevarer og frugt til rådighed under hele arrangementet.

Invitationen blev sendt ud per mail til alle klubbens medlemmer, og der kom opslag i klubhuset og på hjemme- og Facebooksiden.

BAGMÆNDENE
Der var tre bestyrelsesmedlemmer involveret i planlægningen og afviklingen.

TIDSRØVEREN
Der blev alene brugt tid på kontakt til instruktøren, udarbejdelse af invitation samt opslag på hjemme- og Facebookside.
Det samlede tidsforbrug til forberedelsen skønnes at være omtrent 3 timer fordelt på tre personer. Tidsforbruget til selve arrangementet var sammenlagt 4 timer.

PENGETANKEN
Da instruktøren var godt bekendt af klubben, blev der kun betalt kørselsgodtgørelse. Derudover var der mindre udgifter til drikkevarer og frugt. De samlede udgifter lå på godt 2.000 kr.

Deltagerne betalte 50 kr. hver, hvilket gav 700 kr. i indtægt.
Klubkassen betalte de resterende 1.300 kr. af udgiften, hvilket vurderes som en god investering i klubbens medlemmer.

AFTRYK
Der deltog 14 motionister i alderen 35-75 år, der alle udtrykte stor tilfredshed med arrangementet. Flere af deltagerne efterlyste en gentagelse det næste år. For klubben, har det vist sig at være et fællesarrangement, som var med til at knytte medlemmerne yderligere sammen og give dem et bedre tilhørsforhold til klubben.

Tennisdetektivens tips

  • Det er fordelagtigt, at arrangere alternative og varierede tennisaktiviteter for klubbens medlemmer, uanset alder.

  • Man kan roligt præsentere de voksne for øvelser, som normalt anvendes til børnene. Der blev f.eks. spillet ”Fedtmule” med op til tre bolde i spil som opvarmning. De synes det var fantastisk sjovt.

  • Det var en motor for motivationen, at instruktøren kom udefra, selv om de fleste kendte ham.