Tennis

Åbent hus i jeres tennisklub?

Vis jeres klub frem med et eller flere Åbent hus-arrangementer, der giver gode oplevelser, nye medlemmer og grobund for gode grin i klubben.

Åbent hus er velegnet til alle klubber. Måske har I ikke haft mulighed for at arrangere Tennissportens Dag, eller måske vil I holde flere Åbent hus-events, fx kort efter sommerferien eller i starten af indendørssæsonen.

Bliv en del af Åbent hus-kampagnen 1/8 - 16/8 2020 og udnyt fordelene

I perioden fra lørdag 1/8 - søndag 16/8 2020 afholder vi en fælles Åbent hus-kampagne på tværs af hele landet.
Vi støtter op med en online reklamekampagne samt hjælp, materiale og inspiration til den lokale markedsføring.

Målet med at afholde Åbent hus er, at alle uanset alder og niveau får mulighed for at svinge tennisketsjeren og stifte bekendtskab med tennissportens alsidige, sjove og sociale sider.

Hvordan får I som klub den bedste oplevelse?

I bestemmer selv størrelsen og omfanget af jeres arrangement så længe, I sikrer, at de fremmødte deltagere får en god og gratis tennisoplevelse samtidig med de kan lære klubben at kende.

I kan med fordel kombinere jeres Åbent hus-arrangement med anden klubaktivitet, så der er masser af liv på anlægget. Det vigtigste er, at gøre Åbent hus til et socialt arrangement.

Fem tips til det sociale Åbent hus-arrangement

Et festligt Åbent hus tager højde for alle fem sanser, så der for eksempel er:

  • Lidt godt til ganen såsom pølser med brød, slik til børnene, kage, te og velduftende kaffe på kanden.
  • Hyggelig stemningsmusik, der skaber glæde blandt deltagerne og interesse hos forbipasserende.
  • Masser af mulighed for at komme på tennisbanen og få pulsen op.
  • Konkurrencer blandt de besøgende, hvor de for eksempel kan gætte et antal tennisbolde i en kurv.
  • God rabat på indmeldelse, som man bare ikke vil gå glip af.

Få også styr på planlægningen i så god tid som muligt, så alle ved hvem, der står for hvad og hvornår. Det giver mere overskud på dagen og hjælper jer til at gennemføre et vellykket Åbent hus.

Hjælp til markedsføringen?

For at få flest mulige besøgende til jeres Åbent hus er det altid nødvendigt, at I skaber opmærksomhed omkring arrangementet lokalt og bruger jeres netværk i og omkring klubben.

Bestil én markedsføringspakke - kvit og frit - til jeres Åbent hus. Pakken består af generelle postkort og plakater, hvor I selv kan tilføje klubbens egen info. Det er vigtigt, at I bestiller jeres markedsføringsmateriale senest tre uger før I afholder Åbent hus, så vi kan nå at levere det i tide.

Hvis I har brug for nye ketsjere til børn såvel som voksne, så kan de bestilles til gode klubriser via HEAD Club Shop.