Havets helbredende kraft
Lars Simonsen svømmede i sommeren 2018 og sommeren 2019 rundt om Danmark. En tur på 1370 kilometer. Læs eller hør Lars fortælle om at være nybegynder i åbent vand, om at opleve havets helbredende kraft og de naturoplevelser, han fik undervejs.
Fra novice til åbent vand-svømmer
Min svømmeerfaring inden jeg startede på at svømme Danmark rundt var lig nul. Jeg kunne svømme 50 meter og så måtte jeg ind og holde fast i kanten. Så da jeg tog beslutningen om at svømme rundt om Danmark, havde jeg aldrig lært at svømme. Og så havde jeg et halvt år til at træne mig op til starten den 5. juni 2018.
Der fik jeg selvfølgelig noget professionel hjælp, for at det kunne lade sig gøre. Men det lykkedes.
Hvis man starter helt på bar bund og skal i gang, så vil jeg helt klart anbefale at man melder sig ind i en lokal klub. Eller i hvert fald finder nogen, der godt kan lide at svømme i åbent vand, og få noget sparring med dem.
Selv om jeg fik professionel hjælp, så var det meget begrænset. I virkeligheden taler vi om få dage, hvor jeg har fået hjælp til at få korrigeret min teknik. Og så har jeg ellers bare selv øvet videre på det.
Der er ikke brug for særlig meget for at komme i gang, men det er rart at få de rigtige teknikker at vide, så man ikke ødelægger sin skulder, eller på anden måde ødelægger sig selv.
Havets helbredende kraft
Det at min mor, lider af depression, har været en af de helt store grunde til at tage afsted på det her projekt. Jeg håbede inderligt at turen kunne hjælpe hende ud af hendes depression. Som det også har vist sig at have gjort.
Det at være omgivet af natur, og specielt vand, giver en beroligende effekt, som man har svært ved at få på andre måder. Og det har hjulpet min mor ud af hendes depression.
Det er jo kæmpestort. Det har været et af de største mål med turen, og også en af grundene til at vi støtter Depressionsforeningen og Julemærkehjemmet.
Men det at være ude i naturen, og være i den rå natur og lytte til havet, det kan hjælpe folk med at komme ud af depressioner og andre mentale udfordringer.
Det som åbent vand-svømning giver mig, det er at komme fuldstændig ned i tempo. Det giver en ro, når forholdene vel at mærke er stille og rolige. Så kan man simpelthen nyde det, og så ligger man med ørerne under vand, og du er ligesom bare i elementet, det giver en fuldstændig ro, tankerne glider væk, og du kan ligesom falde helt ind i det at svømme, og komme ind i en rytme, hvor armene bare kører, og der ikke er nogen, der forstyrrer én.
Naturoplevelser i åbent vand
Nogle af de allerbedste oplevelser jeg har haft med at svømme i åbent vand, det har været ude ved Vestkysten, hvor jeg svømmede ved Bovbjerg Fyr, og der havde nogle kajakker omkring mig, og på et tidspunkt, så tror de, at der er tre svømmere, det viser sig så, at der er to Marsvin lige ved siden af mig, på hver sin side.
Jeg opdager dem ikke selv, men de fik en kæmpe oplevelse. Og det ville andre svømmere jo have fået, hvis de havde svømmet sammen med mig. Grunden til at de var der, det var, at der var rigtig mange små fisk. Jeg tror det var makreller. Der var så mange, at jeg ligesom svømmede i en lille hule af fisk, og hver gang jeg tog et tag, så fjernede de sig foran mig og kom om bag ved mig.
I fem minutter svømmede jeg i den her stime og det var fantastisk. Ligesom man ser på film. Det var helt vildt.
En anden stor oplevelse, det var ved Skagens Havn, hvor en sæl og jeg får øje på hinanden, og vi bliver nærmest forelskede i det øjeblik. Så svømmer vi stille og roligt forbi hinanden og kigger hinanden dybt i øjnene inden vi svømmer videre. Det var også en skøn oplevelse.
Naturen betyder rigtigt meget når man svømmer i åbent vand. Du er i elementet. Du har fiskene på bunden, du skræmmer en fladfisk en gang imellem. Du glider igennem tangen og kan mærke bølgernes susen og brusen.
Det er virkelig som at være fuldstændig i naturen, det betyder rigtig meget.
Og så selvfølgelig de her store oplevelser, som at se sæler eller fisk i stimer, eller hvad det nu kan være. Fx en hval, der lige kommer forbi - det kunne jo være kæmpestort.