Svømning

Sikkerhed i åbent vand

Uanset om du er begynder, øvet eller rutineret åbent vand-svømmer, så skal du have fokus på sikkerheden, når træningen flyttes fra bassin til åbent vand.

I svømmehallen skal du som svømmer følge de retningslinjer for sikkerhed, som svømmehallens professionelle personale har fastlagt. I åbent vand har du kun dig selv og din svømmemakker at bekymre dig om – til gengæld er sikkerheden helt jeres eget ansvar.

Vi anbefaler at du nøje sætter dig ind i følgende 5 råd til sikker åbent vand-svømning:

  1. Svøm aldrig alene – Find altid en svømmemakker – det gælder uanset dit svømmeniveau. Selv øvede svømmere kan komme i vanskeligheder i mødet med havets strøm og bølger. Når I er flere, kan I holde øje med hinanden og reagere hurtigt, hvis noget går galt. Husk også at give besked til andre om, at du og din svømmemakker er taget ud for at svømme, og hvor længe I regner med at det vil tage.
  2. Vær synlig i vandet – Svøm altid med en badehætte i en tydelig farve og svøm altid med en ligeledes synlig havtaske. Uanset dit niveau er det vigtigt at svømme under forhold, hvor du og din svømmemakker har overskud. Brug altid våddragt når vandtemperaturen er 18 grader eller derunder. Er du nybegynder anbefaler vi altid at du svømmer i våddragt.
  3. Læs vinden og vandet – Brug dine øjne og din sunde fornuft før du svømmer. Hold øje med strøm- og bundforhold og tjek vandkvaliteten. Er der meget skidt i vandet, bør du finde et andet sted at svømme. Det gælder også, hvis der er store mængder pollen eller alger i vandet, ligesom der i perioder kan være en forøget forekomst af brandmænd.
  4. Lær området at kende – Inden du og din svømmemakker hopper i vandet skal I gøre jer bekendte med området, fx redningsvej og redningsvejsnummer, tilstedeværelse af livreddere og flag i toppen af livreddertårnet, eller placering af redningsudstyr og hjertestarter. Læs altid strandens oplysningsskilt, hvis sådan et forefindes.
  5. Lær ruten at kende – Åbent vand kan være fuld af overraskelser, derfor er det godt at være opmærksom på lokale forhold, herunder trafik på vandet og andre brugergrupper, bundforhold samt moler eller høfder, som påvirker strømmen. Aftal ruten på forhånd og udpeg sammen de sigtepunkter I vil orientere jer efter.

Fokus på sikkerhed

Svøm med en havtaske

Svøm med en havtaske

Få styr på strømmen

Få styr på strømmen

Svøm sikkert i åbent vand

Svøm sikkert i åbent vand