Svømning

Red din makker

’Red din makker’ er et kort selvlærings forløb, der har til hensigt at skabe større sikkerhed ved åbent vand-træning og når du er ude at svømme sammen med din svømmemakker. Det er nemlig altid hensigtsmæssigt at kunne redde sig selv og hinanden, hvis uheldet skulle være ude.

Når du har været igennem ’Red din makker’ forløbet, har du svaret på spørgsmål om sikkerhed ved åbent vand-svømning og du og din svømmemakker har gennemført rednings- og selvredningsøvelser i praksis.

Målgruppen for selvlærings forløbet er alle, som gerne vil svømme i åbent vand. Både den teoretiske del og den praktiske prøve kan gennemføres i regi af åbent vand-fællesskaber og svømmeklubber landet over. Forløbet er nemlig bygget op således, at det sagtens kan være en ansvarlig fra svømmefælleskabet eller klubben, som observerer og guider deltagerne i gennemførslen af den praktiske del. Deltagerne skal selv sørge for at svare på en række sikkerhedsrelaterede spørgsmål online.

Indhold i selvstudiet

’Red din makker’ selvstudiet kan gennemføres til enhver tid, og fordelene er mange:

  • Du bliver i stand til at redde dig selv og din makker
  • Du præsenteres for teori om åbent vand sikkerhed
  • Du prøver rednings- og selvredningsøvelser i praksis
  • Viden skaber større sikkerhed ved åbent vand-træning – med makker eller i grupper
  • Forløbet kan gennemføres i træningstiden

Sikkerhed i åbent vand

Du kan forberede dig på den teoretiske prøve ved at se denne video.

De praktiske øvelser kræver at du som minimum gennemfører dem sammen med din svømmemakker, hvis ikke i beslutter jer for at lave et fælles arrangement i svømmefællesskabet eller klubben.

'Red din makker' øvelser

Du kan forberede dig på den praktiske prøve ved at se denne video.

Den praktiske ’Red din makker’ prøve består af følgende øvelser:

  • Svøm 200 meter uden pause
  • Kast en redningskrans med line til din makker (brug gerne den tilgængelig redningskrans på stranden). Tal beroligende til din makker
  • Ræk en havtaske til din makker som agerer træt svømmer. Tal beroligende til din makker. Svøm med din trætte svømmemakker ind til land (ca. 50 meter)
  • Dyk ned på 2 meters dybde og tag sand fra bunden med op. Når du kommer op til vandoverfladen, skal du bjærge din bevidstløse svømmemakker ind til land (ca. 25 meter)
  • Ved vandkanten skal du udføre en nødflytning af din svømmemakker op på stranden i sikker afstand til vandkanten (ca. 10 meter)
  • Læg din svømmemakker i stabilt sideleje

Her kan du hente et øvelsesark i PDF, som du kan printe og tage med til søen/stranden, så du kan huske, hvilke øvelser du og din svømmemakker skal igennem.