Godt nyt for åbent vand eventafvikling
På baggrund af den seneste udmelding fra Kulturministeriet, ser det lyst ud for sommerens kommende åbent vand events!
Der er planlagt i alt 8 åbent vand events i regi af Dansk Svømmeunion/Bevæg dig for livet i samarbejde med en række medlemsklubber, og derudover er der et hav af andre aktører, som afvikler åbent vand events i større eller mindre skala.
Du finder et overblik over sommerens åbent vand events her: www.openwater.dk
Er du ikke tilmeldt åbent vand events endnu, så kan du stadig nå det! Vær opmærksom på, at vi der på denne side af sommerferien ”kun” har to åbent vand events nemlig Herning Open Water den 11. juni og Vikinge Svøm og DM 5 km den 12. juni i Roskilde.
Det er fra 21. maj muligt at afholde udendørs stævner ud fra følgende gældende (primære) retningslinjer:
- Det er muligt at arrangere et udendørs stævne, motionsevent mv. tidsforskudt med flere end 100 deltagere, som er det lille forsamlingsloft, så længe der på intet tidspunkt er flere end 100 personer til stede på samme sted – i samme aktivitet - samtidig.
- Derudover er det muligt at afholde et stævne mv. med flere end 100 deltagere, hvis arrangementet afholdes med en betydelig geografisk spredning mellem deltagerne, der i praksis betyder, at deltagerne ikke befinder sig på samme sted samtidig – hvilket er muligt at leve op til ved åbent vand events.
- Den geografiske spredning mellem deltagerne skal opretholdes gennem hele arrangementet. Det vil således ikke være lovligt at afholde arrangementer mv. med flere end 100 deltagere, hvis flere end 100 personer samles før eller efter arrangementet til f.eks. fælles afgang eller pokaloverrækkelse.
- Deltagere skal vise coronapas
Det er ligeledes fra den 21. maj muligt at afholde udendørs motionsevents ud fra følgende (primære) retningslinjer:
- Retningslinjerne gælder for events, hvor deltagere på forhånd (i altovervejende grad) har købt et startnummer, og hvor arrangørerne ønsker, at der skal kunne være op til 150 deltagere per sektion og op til i alt 3.000 deltagere i gang samtidig.
- Der stilles krav om, at deltagere inddeles i grupper/sektioner af maksimalt 150 personer inkl. frivillige arrangører/officials. Det er muligt at have flere grupper/sektioner i gang samtidig, hvis de sendes af sted tidsforskudt, og så længe grupperne er spredt ud over større geografiske områder.
- Det samlede antal af deltagere i grupperne, som er i gang på ruten samtidig, må dog ikke overstige 3.000 personer. Der må dermed maksimalt være 20 grupper á 150 personer på ruten samtidig. Når deltagere fra en gruppe er i mål, kan deltagere fra en ny gruppe begynde. Derfor er der som sådan ikke noget loft over, hvor mange deltagere, der kan deltage i det samlede event, såfremt eventen strækkes ud i tid.
- Der stilles krav om udarbejdelse af sundhedsplan ved arrangementer med over 500 deltagere, ligesom politiet skal kunne kontrollere sundhedsplanen og eventuelt fastsætte vilkår eller udstede påbud i forhold til arrangementet.
- Deltagere skal vise coronapas
Vi forventer desuden at retningslinjerne lempes hen over sommeren, hvilken blot giver os endnu bedre muligheder for at afvikle alle planlagte åbent vand events.