Det er aldrig for sent at crawle

Selv om det kun er fem år siden hun begyndte at svømme crawl, så elsker hun åbent vand og træner crawlteknik om vinteren for at kunne nyde det åbne vand i sommerhalvåret. Hun lærte at svømme en smule i folkeskolen, men det er først som voksen at hun er blevet bidt af svømning og selv har ønsket at blive bedre.

- I folkeskolen kunne jeg svømme lidt brystsvømning, men så fik jeg ikke brugt det siden, eller i hvert fald ikke før jeg blev gravid, hvor jeg så svømmede lidt brystsvømning.

- Da mine børn så blev store, begyndte jeg at løbe, og der var der så en løbetræner, som lokkede mig med ud i Furesøen. Jeg kunne låne en våddragt af hende, og hun lovede det ville blive sindssygt flot og hyggeligt.

Mod på åbent vand

Furesøen blev en god oplevelse for Diana Nielsen. Hun halsede jeg efter de andre i brystsvømning, mens de crawlede afsted. Hun kunne sagtens følge med, og bagefter faldt hun i snak med én af de andre svømmere, som dyrkede triatlonblev. Det blev starten på en fascination af triatlonsporten og ideen om at kunne gennemføre en Ironman. Men så ville det blive nødvendigt at lære at svømme crawl.

Hele den efterfølgende vinter gik Diana Nielsen derfor på et lille crawlhold hos en privat svømmetræner. Det betød, at hun i løbet af den første vinter blev i stand til at svømme omkring 50 meter crawl uden at holde pause. Selv om det måske ikke lyder af meget, så var det en stor sejr.

- Det er jo sindssygt svært det her med vejrtrækningen. Det er fem år siden nu, og jeg får stadig undervisning. Sommeren efter prøvede jeg at melde mig til Esrum Open Water. Det var et kæmpe arrangement for sådan en som mig, men jeg gennemførte selv om jeg svømmede halvt brystsvømning og halvt crawl.

Bedre til crawl

Og så rullede bolden for Diana Nielsen, for hun kunne naturligvis ikke stoppe her. Hendes crawl kunne forbedres, og hun var stadig ikke begyndt at svømme i havet.

- For at kunne lave en Ironman, så skal man jo i havet og svømme. Men i havet er der både vandmænd og brandmænd og alt muligt. Sammen med min svømmetræner tog vi (svømmeholdet, Red.) derfor ud for at lege i vandet. Til at starte med var det en skræmmende oplevelse, men jeg fandt ud af at det hjalp, når jeg nynnede sangen fra ’Den lille havfrue’, og så fandt jeg ud af, at hvis jeg bare levede mig ind i eventyret og blæste bobler under vandet og nynnede sangen, så blev det til en helt fantastisk oplevelse.

- Og så er det egentlig bare at lægge på og lægge på og lægge på. Til sidst opdager man, at man faktisk slet ikke har lyst til at stoppe med at lære. Løb er hårdt, men når jeg svømmer, så bliver min krop jo båret af vandet, derfor er det ikke hårdt på samme måde. Det er derfor jeg kan blive ved, og det er derfor det er så fantastisk. Og så kan man jo altid blive bedre, og den del af det kan jeg rigtig godt lide.

Glæden ved det åbne vand

Alligevel er Diana Nielsen ikke tidligere blevet ramt af den glæde ved svømning, som hun nu som voksen oplever. Selv er hun ikke i tvivl om, at det handler om at hun ganske enkelt ikke finder det interessant at svømme indenfor. Selv om hun i dag nyder hver en svømmetur der kan presses ind i løbet af en travl sommeruge, så er vintertræningen stadig kun et nødvendigt onde.

- Nu træner jeg kun for at blive bedre teknisk, så jeg kan få lidt fart på når jeg svømmer udenfor.

- Jeg kan ganske vist have hovedet over vand i brystsvømning, men jeg bliver træt i nakken og jeg bliver træt i armene. Jeg bliver faktisk træt i hele kroppen, og jeg kan mærke, at når nu jeg har lært at svømme crawl, så kan jeg svømme længere og jeg bliver ikke lige så træt. Jeg ved godt, at hvis jeg trak mere med armene, så ville jeg få noget mere fart på, men i crawl behøver jeg ikke at bruge så mange kræfter på at svømme, og jeg kommer alligevel fremad.

- Hvis man kan få hovedet under vand og kan blive så god til at svømme, at man kan slappe lidt af mens man gør det, så er Danmark et fantastisk smukt land - også under vandet, fx når solen bryder gennem vandet og man ser lysstrålerne gennem det lysegrønne vand.