Badminton

Begynderturnering - forældreinvolvering

Har du spillere i din klub, der aldrig har prøvet at deltage i en turnering før? Arranger en begynderturnering og få børn og unge i klubben til at lære at konkurrere med andre. Husk at have fokus på forældrene - de kan være med til at fastholde de unge spillere - og så kan de blive ekstra hænder i det frivillige arbejde i klubben.

Hvad er en begynderturnering?

En begynderturnering er et tilbud for spillere, der ønsker at prøve kræfter med at deltage i turneringer. Begynderturneringer er som regel ikke pointgivende, som andre turneringer er.

Begynderturneringer er ofte “på tid”, dvs. man kun er i hallen i højest 3 timer, andre turneringer kan tage en hel dag. Ved begynderturneringer får alle som regel også en erindringsgave (medalje), så barnet kan gå hjem i klubben og vise, at han / hun har været til turnering.

Samarbejd med andre badmintonklubber

I stedet for at konkurrere med naboklubberne om de nye medlemmer, skal klubberne samarbejde om fastholdelsen og rekrutteringen af spillere i deres områder. 

Med en begynderturnering opnår I:

  • forbedret introduktionen af badmintonsporten for nybegyndere (U7-U15) og deres forældre
  • øget interessen for deltagelse i åbne turneringer og holdturnering
  • øget medlemstilgang i de yngste rækker
  • øget forældreinvolvering
  • mulighed for at skabe netværk på tværs af klubberne både for børn og forældre

Hvis din klub bare har én af disse målsætninger for jeres klubarbejde den kommende sæson, vil en begynderturnering være en god løsning for jeres klub.

Gå sammen om at afholde begynderturneringer

For at komme i gang kræver det, at din klub går sammen med 2-5 andre klubber om et samarbejde. Hver klub forpligter sig til at afholde en turnering hver. Kontakt din badmintonkonsulent for at få hjælp til at komme i gang.

Forældreinvolvering

Til en begynderturnering er det en god idé at have fokus på forældrene. Få klædt dem bedst muligt på til livet i en badmintonhal. Mange kender ikke til denne tilværelse. Og hvis I får fanget deres interesse, så fortsætter børnene højest sandsynlig med at spille i klubben - og I kan inddrage forældrene og få flere hænder til at være aktive i klubben.

Emner I med fordel kan have fokus på for at klæde forældrene på:

• Hvad vil det sige, at skulle til en turnering?
• Information om det praktiske der er ved at deltage i en turnering
• Hvordan tilmelder man sig via BadmintonPlayer, program, regler, opførsel, m.m.
• Hvad er forældrenes opgave ved en turnering?
• Hvordan er reglerne i badminton?