Kajak og sejl under samme tag i Kerteminde
Tilbage i 2005 stod den nystiftede kajakklub i Kerteminde uden klubhus. Samtidig ønskede sejlklubben at få større lokaler, og det førte til et samarbejde om et fælles klubhus, som stod færdigt i 2011.
Forord: Efter tilblivelsen af nedenstående artikel, døde Kerteminde Kajakklubs formand Gorm Rønved Larsen pludselig efter kort tids sygdom tirsdag den 5. december 2017.
Efter samråd med de efterladte og klubben ærer vi Gorm Rønved Larsens minde ved at bringe artiklen til inspiration for andre.
Julen 2011 bragte et nyt og fælles klubhus på marinaen for kajak- og sejlklubben i Kerteminde, til stor glæde for begge parter.
For kajakklubben var det en årelang drøm og vision, der gik i opfyldelse, men vejen fra omklædning bag i bilen eller i en af syv containere var brolagt med mange udfordringer for klubben, der blev stiftet tilbage i 2005.
- Som ny kajakklub gjorde vi os mange tanker om det klubhus og lokaler, vi gerne ville have og helst på marinaen, siger formand Gorm Rønved Larsen.
Tillid og tro
En placering ved siden af roklubben blev først prøvet af, men det var roklubben og dens naboer ikke begejstrede for, og kommunen kunne kun anvise mulige placeringer langt væk fra den ønskede marina.
I stedet ville tilfældet, at både kajakklub og sejlklub søgte tilskud samtidigt hos Lokale og Anlægsfonden, og da fonden ikke ville støtte to projekter i samme by, opfordrede fonden de to klubber til at snakke sammen.
- Sejlklubben ville rive fire småhuse ned, der blev brugt til opbevaring og omklædning, og bygge større lokaler på marinaen, men de havde ikke råd. Så vi snakkede sammen om deres planer og vores planer og blev enige om at indgå i et samarbejde, forklarer Gorm Rønved Larsen.
Over de næste halvandet år blev der diskuteret og lagt planer for et fælles byggeri, hvor prisen undervejs steg fra to millioner til seks millioner kroner.
- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at diskussionerne knirkede undervejs, og der var et tidspunkt, hvor vi var ved at gå fra hinanden. Den slags sker, når der er penge involveret mellem parterne, så bliver tilliden og troen på hinanden sat på prøve, siger Gorm Rønved Larsen.
Et forligsmøde hjemme hos Gorm Rønved Larsen fik dog tilliden og troen tilbage, så klubberne i enighed kunne sende et samlet projekt i udbud.
Hurtig byggeproces
Der måtte dog en anden runde til for at finde det bedste bud, og i december 2010 blev det første spadestik taget.
- Selve byggeprocessen gik hurtigt. Samtidig havde sejlklubben en mand, der var god til at snakke med håndværkerne på byggepladsen og finde gode løsninger til gode priser. Blandt andet sørgede han for, at der blev lagt flisegulv i stedet for trægulv. Det var en god, praktisk og økonomisk løsning på den lange bane, som alle i dag er glade for. Vi kan også takke ham for, at vi kun overskred budgettet med 90.000 kroner, siger Gorm Rønved Larsen.
Da det færdige og fælles klubhus stod færdigt, kunne kajakklubben rykke ind i et lokale på 84 kvadratmeter og sejlklubben knap 200. Lokalerne er delt med en foldevæg, som kan skubbes til side, når klubberne låner hinandens lokaler til større arrangementer. Desuden er klubberne fælles om omklædning og sauna.
- Før, vi kunne rykke ind, skulle lokalet males, men vores medlemmer var så forventningsfulde og entusiastiske, at de både malede vores egne lokaler, men også sejlklubbens. Det gav os ekstra goodwill i samarbejdet, som har fungeret fantastisk og upåklageligt. Vi har nedsat et husudvalg, som skulle mødes fire gange om året, men i praksis kun snakker sammen hvert halve år. Vi er stort set enige om alt, for vi har også lavet aftaler om fordelingen af vedligehold og udgifterne til vand, varme og lys, siger Gorm Rønved Larsen.
Enighed om finansiering
Omkring finansieringen var der også enighed om, at sejlklubben skulle stå for fire millioner kroner, kajakklubben for to.
Fra kommunen kom en million kroner, de 200.000 kroner i støtte og 800.000 i et rentefrit lån. Hos AP Møller Fonden fik sejlklubben en million og fra Christen Kolds Fond 500.000 kroner. Kajakklubben søgte LAG-midler og fik 750.000 kroner. Restbeløbet tog klubberne hjem med et fælles realkreditlån. Både sejlklub og kajakklub skød hver 560.000 kroner ind i projektet.
- Fra Lokale og Anlægsfonden fik vi ikke en krone. De syntes, at vores projekt var for traditionelt. Det giver nu ikke skår i glæden, for vi har fået det klubhus, vi drømte om med placeringen på marinaen. Vi har fået et hyggeligt og uformelt miljø, hvor vi hilser på hinanden og nyder hinandens selskab over en snak og en kop kaffe. En kop kaffe, vi også gerne byder gæster på, der kommer forbi på vandet eller på gåben. Og senest har vi fået anlagt en stor terrasse udenfor med fliser, vi selv har lagt. At være midt i det pulserende liv på marinaen, er de bedste rammer, vi kunne få, siger Gorm Rønved Larsen.