Hvorfor skal du prøve SUP?
Stand Up Paddle er alt fra en rolig naturoplevelse på vandet til effektiv træning, og det er en af de hurtigst voksende aktiviteter på verdensplan. Læs med her, hvorfor du skal prøve Stand Up Paddle.
Stand Up Paddle – bedre kendt som SUP – stormer frem. Flere og flere klubber tilbyder aktiviteten, og for dig som motionist er det perfekt træning, hvor du udfordrer dig selv på balance, fysik og koordination– på en sjov og anderledes måde.
Det ser måske stille og roligt ud, men det bestemmer du helt selv. Med SUP kan du nemlig både tage de små og rolige ture op ad åen og på søen, men du kan også tage ud på åbent vand, hvor der er mere gang i både bølger og vind.
SUP er for alle
Selvom sporten primært tiltrækker et yngre publikum, henvender SUP sig til alle aldre og niveauer. Det fortæller Lars Jørgensen, der er konsulent i Bevæg dig for livet – kano og kajak, og som selv har dyrket SUP i omkring syv år.
“Det er en sport for alle. Jeg har haft alt fra børn i 7-års alderen til ældre på 65-70 år med ude på vandet og prøve SUP. Og især de ældre troede ikke, at det var noget for dem, men de endte faktisk med at opdage, at det var rigtig sjovt,” siger Lars Jørgensen.
Med padlen styrer du selv farten og udfordringerne på boardet, og derfor findes SUP også i mange afskygninger. Nogle vælger at dyrke SUP-yoga og andre vælger mere fysiske varianter, mens andre tager en hyggelig og rolig tur på boardet med hele familien eller vennegruppen. SUP som sport er, hvad du selv gør det til – og derfor kan det også dyrkes af alle.
Afstressende naturoplevelser og socialt samvær
SUP tilbyder også nogle unikke naturoplevelser, hvor du har mulighed for at komme væk fra nogle af hverdagens stressende momenter. Når du står på boardet fungerer det som mindfulness for krop og sjæl, hvor kroppen og hjernen kommer helt ned i gear.
”At stå der på et board midt på vandet og bare nyde naturen og lydene omkring dig – det er beroligende på en helt anderledes måde,” fortæller Lars Jørgensen.
Mange dyrker også SUP i fællesskab med andre for at dyrke det sociale samvær på vandet. Nogle gør det med vennerne, og andre tager hele familien med, da det er en aktivitet, som både børn og voksne kan dyrke.
Men den vigtigste årsag til at dyrke SUP er, at det er sjovt. Når du først prøver det, så er det svært at stoppe igen, og så er der desuden mulighed for at udfordre dig selv på nye og anderledes måder. Du er nødt til at prøve det.
Hvad kræver det?
SUP kræver et board, en pagaj, en vest og ordentlig påklædning. Hvis den lokale klub har SUP som aktivitet, så ligger de næsten altid også inde med udstyr, som det er muligt for dig at låne gratis som medlem, så du ikke skal transportere det hele frem og tilbage.
Når du dyrker SUP skal du ikke være bange for vand, og du skal kunne svømme, da du kan ryge en tur i vandet – specielt i starten, når du prøver det første gang.
Find en lokal kano- og kajakklub nær dig - og se, om de har SUP.
Hvad er SUP?
Stand Up Paddle har rødder hos surferne på Hawaii og er en unik kombination af sjov, leg og effektiv træning. Du bliver udfordret på din balance og din koncentration og får brugt hele kroppen.
Når du dyrker SUP, står du på et surfboard, og ved hjælp af en pagaj padler du dig frem og navigerer på vandet.
SUP er træning for hele kroppen. Alle muskler bliver aktiveret, og fordi du er alene på boardet, kan du selv bestemme, hvor hårdt det skal være fra gang til gang.
Gode råd til nybegynderen
- Find et lokalt introkursus, så du får teknik og sikkerhed på plads fra erfarne instruktører
- Hav altid respekt for vind og vand. Læs vejrudsigten og brug din sunde fornuft
- Er der en smule vind, så sørg for at padle ud i modvind og hjem i medvind
- Sørg for, at der er opfang, hvis du har fralandsvind, så du ikke driver ud på åbent vand eller ud til anden trafik på havet
- Brug altid vest og velegnet påklædning
- Brug altid leash (sikkerhedsline mellem dig og board)
- Tag ikke på vandet alene - gør det altid sammen med andre. Underret en bekendt om, hvor og hvornår I tager afsted, og hvornår I regner med at være retur
- Hent Trygfondens ”SejlSikkert” app. Her kan du se vindretning, vindhastigheder og lokale anbefalinger