Havkajakklub trives uden klubhus
BTI Havkajakklub i nordjyske Tversted er beviset for, at en klub sagtens kan udvikle sig uden at have et klubhus.
Selv om det snart er fire år siden, klubben blev stiftet, så vækker det opsigt og tiltrækker sig stor opmærksomhed hver gang, klubben parkerer sine trailere med havkajakker på stranden i Tversted.
BTI Havkajakklub er heller ikke som kajakklubber er flest. Klubben har nemlig kun det tag over hovedet, som himlen over Vesterhavet tilbyder samt mulighed for at sidde sammen ved borde og bænke og nyde en kop kaffe ved en servicebygning et par hundrede meter væk.
- I starten tænkte vi selvfølgelig over, at det ville være dejligt med egne lokaler, vi kunne kalde for et klubhus. Men, som tiden er gået, har vi vænnet os til at være ude i det fri og klæde om i det fri. Det trives vi fint med, for vi kommer jo for at have det sjovt sammen ude i Vesterhavets bølger, og faktisk synes flere af medlemmerne, at vi kommer hinanden mere ved og socialt har det sjovere uden et klubhus. Fra medlemmer lyder det også, at det giver en særlig klubånd og fællesskabsfølelse, hvor alle tager ejerskab om klubben. Samtidig er der stor forståelse og respekt for den enkeltes kompetencer, så alle hjælper med at løfte hinanden op på et højere niveau, siger Henrik Bak, der er materialemand og den ene af klubbens to Instruktør 2 under DGI Nordjylland.
Den anden Instruktør 2 er klubbens grundlægger, københavneren Poul Vilstrup, som i hovedstaden roede sammen med andre hos Kajakhotellet. Efter køb af et sommerhus i den kendte og populære ferie- og badeby, ville han gerne ro med andre her, og derfor tog han i foråret 2014 initiativ til at starte en klub i samarbejde med Borger- og Turistforeningen i Tversted, DGI Nordjylland og Bindslev-Tversted Idrætsforening, BTI.
53 kom til intromøde
En annonce i en lokal ugeavis samlede 53 deltagere til et intromøde i Tannisbugthallen, og kun en måned senere var 54 tilmeldte på introture af to timers varighed fordelt på syv hold.
Siden tog udviklingen fart. Indenfor et år blev klubben formelt etableret med vedtægter, bestyrelse og med Poul Vilstrup som formand. Klubben lejede i første omgang trailer og klubkajakker, men har siden gennem fundraising fået sine egne to trailere og 21 klubkajakker med tilhørende udstyr.
Løbende er instruktører også blevet udannet, så klubben i dag råder over ovennævnte to Instruktør 2, tre Instruktør 1 og et par håndfulde klubinstruktører til at være med på vandet og lave undervisning for de nu 88 medlemmer. Og det er medlemmer, der kommer kørende fra alle egne af Vendsyssel og sågar fra Gjøl tæt ved Aalborg.
- Af klubbens nuværende medlemmer har 55 egne kajakker og udstyr, så lige nu er vi er godt dækket ind i forhold til dem, der låner klubbens kajakker og udstyr, siger Henrik Bak.
I sommerhalvåret arrangeres der klubture tirsdag og torsdag aften og i vinterhalvåret lørdag formiddag. Information om klubbens ture og arrangementer sker på Facebook, hvor der også er tilmelding.
- Som hovedregel finder turene sted fra stranden i Tversted, men sker der ændringer på grund af vejret eller andet, så kan man lige tjekke op på Facebook, inden man kører afsted, siger Henrik Bak.
Især i år har vejret været mod klubben og Tversted, hvor havet har ædt sig så meget ind på stranden, at stranden til tider nærmest har været væk. I de tilfælde blev klubturene flyttet til andre lokationer, flest gange til det nærliggende Ålbæk og det roligere vand på østkysten.
Eneste klub på vestkysten
- Men, vi vil helst være i Vesterhavets bølger, og vi er faktisk også lidt stolte over, at vi er den eneste klub på vestkysten, siger Henrik Bak.
Det er også på Stranden i Tversted, at mange nye medlemmer naturligt kommer til, når de nysgerrigt følger med i roernes omklædning bag bilerne og ser de mange havkajakker på trailerne og taget af bilerne.
- Vi sætter også beachflag op og en stor flagstang med vores BTI Havkajak flag. Det trækker folk til og giver altid anledning til en snak om, hvem vi er og hvad vi laver. På den måde får vi mange nye medlemmer, siger Henrik Bak.
Men selv om klubben altså lige nu står uden klubhus, så arbejder bestyrelsen sammen med andre foreninger i området på at få etableret et aktivitetshus i klitterne ved servicebygningen.
- Det har været et ønske fra starten at få et klubhus, så det arbejdes der fortsat med. Men det ligger ikke lige om hjørnet, for det er ikke nemt at få tilladelse til en placering i klitterne så tæt på kysten. Om det bliver til noget, kan kun tiden vise, men indtil videre trives vi med at være en klub i det fri, siger Henrik Bak.