Aktiv ferie: Derfor skal du lege dig gennem sommeren

Væk med liggestolen og frem med opfindsomheden. Sådan lyder opfordringen fra to eksperter i leg og bevægelse, når det gælder familie-aktiviteter hen over sommeren.

Leg binder mennesker sammen i et særligt fællesskab, og derfor er det vigtigt, at vi prioriterer den i familielivet, når den travle dagligdag sættes på pause. For legen gør os ganske enkelt nærværende, siger Helle Marie Skovbjerg, som er professor i Leg ved Designskolen i Kolding.

”Legen siger noget grundlæggende om, hvordan det er at være et menneske. Her er relationerne ofte i centrum, og vi er intenst til stede i øjeblikket. Vi rækker ud efter andre og viser, hvem vi er”, fortæller Danmarks eneste professor i leg og tilføjer: ”Jeg taler ofte om legemod; at legen fremkalder et mod til at være menneske. Til at være i bevægelse sammen med andre.”

Legen forener os

Ifølge Helle Marie Skovbjerg er legen noget af det mest menneskelige, der findes og noget, som menneskeheden har dyrket i tusinder af år. Legen forener os på trods af socioøkonomiske forudsætninger, kulturelle forskelle og politiske overbevisninger, og så kan den ikke mindst styrke de familiemæssige bånd.

”At lege sammen som familie er en måde at binde hinanden sammen. Desuden oplever jeg ofte, at børn rigtig godt kan lide at lege med voksne. Det bliver lige lidt mere intenst i en fodboldkamp, sjovt med computerspillet, og der bliver skabt nogle gode historier om, hvad man kan sammen,” fortæller Helle Marie Skovbjerg, der sætter lighedstegn mellem bevægelseslege og et godt liv.

”En legende tilgang til livet i det hele taget gør, at ”man ikke har et trist liv”, som min datter på 15 år formulerer det. At der er mening og liv. Det samme gælder med bevægelsen. En legende tilgang til bevægelse gør den meningsfuld, munter og fyldt med glæde.”

Legen skal være sjov for store og små

Som Helle Marie Skovbjerg påpeger, er der altså meget at vinde ved at ”gå i barndom” og være til stede med sine børn. Særligt, hvis man som forælder selv kan byde ind med forslag til lege, der glæder både store og små.

”Når vi spørger børn om, hvad der gør en leg god, svarer de, at det er vigtigt, at dem der er med, synes den er god. Børn er supergode til at regne ud, hvis man synes, legen er kedelig - og så kan det hurtigt blive kedeligt for alle. Et godt råd er derfor at foreslå nogle lege, som du som forældre også bryder dig om. Det er også sådan gode legevenner gør – de skiftes til at vælge,” forklarer professoren i leg.

Sådan kommer du i gang

Med sommerferien i fuld gang er det altså bare med at komme i legehumør. Og mulighederne er mange, fortæller Jette Würtz, der er adfærdskonsulent i Bevæg dig for livet. Hun fremhæver vandkamp, ballonbadminton og et mini-OL med små discipliner som en nem måde at komme i gang, og så opfordrer hun i øvrigt til at prioritere planlægningen af leg i sommerkalenderen.

”Planlæg inden ferien, hvilke lege I gerne vil lege, og hvornår og hvor ofte I vil lege dem. Så kan I få pakket og indkøbt eventuelle redskaber til legene, og så er der også større sandsynlighed for, at jeres gode legeintentioner faktisk bliver omsat til handling,” siger Jette Würtz og pointerer vigtigheden af, at hele familien bidrager med idéer.

”Når hele familien byder ind med idéer, er alle familiemedlemmer også mere opsatte på, at legene faktisk skal afvikles, så de bliver prioriteret højt på ferien.”

Og afvikles, det skal de, fastslår Helle Marie Skovbjerg. For leg er helt fundamentalt for os mennesker.

”Vi må aldrig glemme at lege, for legen giver os adgang til alt det menneskelige hos os selv og andre. Og fordi, at legen gør vores liv levende.”

Lad legene begynde.

TRE FORSLAG TIL GODE LEGE

  1. Vandkamp: Køb små vandballoner og fordel dem ligeligt mellem deltagerne. Det gælder selvfølgelig om at ramme de andre med vandballonerne og få fyldt sine egne balloner op uden at blive våd. En sjov aktivitet, som kan køle jer ned i sommervarmen.

  2. Ballonbadminton: Medbring badmintonketsjere på ferien og spil med balloner.

  3. Arranger mini-OL med korte og nemme discipliner, hvor alle kan være med: F.eks. trillebøre-løb, hvor man er sammen parvis, og den ene går på hænder og den anden løfter partneres ben, løb med æg på en ske, gå hurtigst på line, krabbegang, højdespring, længdespring, hvem kan hurtigst hoppe 20 meter i en affaldspose osv.

FIND MERE INSPIRATION TIL LEGE:

Sofie Østergaard med bold i hånden klar til at kaste bold i haven

15 LEGE FOR BÅDE BØRN OG VOKSNE

Udfordr børn og voksne med sjove lege, der giver både smil på læben og sved på panden. I kan dyste hvor som helst, og der er plads til både små og store legebørn.

> FIND ALLE 15 LEGE HER