Organisationerne bag

DIF, DGI, TrygFonden og Nordea-fonden arbejder i fællesskab på en ambitiøs vision for dansk idræt: Bevæg dig for livet. Der er tale om et historisk samarbejde mellem DIF og DGI, der gennem mere end 100 år med varierende intensitet har konkurreret og rivaliseret. Det lægger de nu bag sig med den fælles vision.

Visionen bliver støttet økonomisk af TrygFonden og Nordea-fonden og får opbakning fra H.K.H. Kronprins Frederik og kulturministeriet. Marianne Jelved, som var kulturminister på det tidspunkt, projektet startede, har udtalt:

”Den gamle gymnastiklærer er glad. I en forening lærer man at give plads til andre, man lærer om fairplay, og man får en demokratisk dannelse, som er central for det samfund, vi skal have i fremtiden.” 

Med visionen er der blevet lyttet til de klare meldinger fra idrætsforeninger og nære samarbejdspartnere i kommunerne om, at DIF og DGI bør arbejde tættere sammen. Bevæg dig for livet-visionen er rammen for det samarbejde. Med den ambitiøse vision trækker alle kræfter nu i samme retning.

Ingen skjult fusionsdagsorden

DGI og DIF har tidligere arbejdet meget intenst på en fusion mellem Danmarks to store idrætsorganisationer. Dengang kom der ikke noget ud af fusionsbestræbelserne, men nu arbejder de igen tæt sammen i regi af de to organisationers fælles vision, Bevæg dig for livet. Dette arbejde er dog ikke påbegyndt med det formål at fusionere. Det er derimod en øvelse i at nedbryde tidligere tiders barrierer og mistillid.

”Ender vi med at fusionere? Måske gør vi, måske gør vi ikke. Vi ved det ikke. Vi har meldt visionen benhårdt ud, og nu skal vi løse opgaven. Vi har prøvet at fusionere før, og det gik ikke. Derfor er en vision lige nu mere spændende end en fusion,” siger Søren Møller (tidligere formand i DGI), der peger på, at de to organisationer har brudt barrierer ned i forbindelse med visionsarbejdet.

Også Niels Nygaard (DIF's formand) slår fast, at der ikke kører en fusionsdagsorden under arbejdet med visionen.

”I visionen er der ikke noget, der leder til en fusion, men der er heller ikke noget, der forhindrer det. Hvis der kommer ønsker nedefra, så kan det blive relevant. Men der kommer ikke et pres fra os politikere, for der kommer ikke noget godt ud af tvangsægteskaber,” siger Niels Nygaard.

Arbejdsfordeling

Ud over et tæt løbende samarbejde på tværs af de fire involverede parter, ligger den praktiske arbejdsfordeling omkring visionen fast: TrygFonden og Nordea-fonden bidrager udelukkende med økonomisk støtte; DIF har ansvar for økonomi og kommunikation, og DGI står for IT og marketing. DIF og DGI arbejder tæt sammen om fokusområderne.