Sæt fitness på skoleskemaet
Efterskoleuddannelsen i Fitness er et målrettet forløb på minimum 40 timer, der klæder eleverne på til at bistå/varetage undervisning i holdtræning.
Fitness er fedt. Fitness er fællesskab. Og fitness er et fag på efterskolen!
Efterskoleuddannelsen i Fitness er for drenge og piger, der er vilde med fitness. Undervisningen er sjov, udfordrende og afvekslende, og efter at have gennemført uddannelsen er de unge i stand til at varetage/bistå i undervisning i holdtræning, f.eks. i en forening.
Hovedvægten ligger på træning inden for puls og styrke på hold. På uddannelsen bliver der arbejdet med begge former for træning, hvilket giver forudsætninger for at undervise i en bred vifte af holdtyper. Hovedfokus er, at træningen skal være funktionel, effektiv og sjov.
Uddannelsen indeholder:
- Anatomi
- Fysiologi
- Muskeltræning herunder funktionel træning
- Intervaltræning
- Skader
- Musikteori
- Cuing
- Sundhed og livsstil
- Instruktør- og assistentrollen
- Opbygning af en holdtræningstime herunder vigtigheden af opvarmning, leg, og stræk
- Forskellige træningsformer (som cirkeltræning, power, tabata, HIIT og bodytoning)
- Thai bo
Fleksibel uddannelse
Efterskoleuddannelsen i Fitness er en gennemprøvet og godkendt instruktøruddannelse til unge, der har lyst til at prøve kræfter med at undervise i holdtræning. Der er både teori og praksis, og undervisningen kan tilrettelægges, så det passer bedst ind i efterskolens øvrige undervisning, f.eks. fordelt over et helt skoleår eller som et intensivt forløb over en uge. Undervisningen skal dog minimum vare 40 timer.
For at kunne tilbyde eleverne uddannelsen skal interesserede lærere tage et kort introkursus, som er en kombination af teori og praksis. Introkurset tilbydes efter behov, så kontakt Bevæg dig for livet - Fitness og hør om mulighederne for at få en fitnessuddannelse på jeres efterskole!