Fitness

I kø til fitness i Sørby

Der var snoreklip, taler, buffet og mange fitnessinteresserede i kø, da Sørby Fitness slog dørene op for det nye fitnesscenter en solbeskinnet søndag i november.

Maskinerne var klar. Instruktørerne var klar. Og borgerne var klar.

Det var med andre ord en meget imødeset og populær indvielse, da den røde snor blev klippet til det helt nye 138 kvadratmeter store fitnesscenter i Sørbymagle ved Slagelse.

Flere hundrede borgere mødt op for kigge nærmere på byens nye træningscenter og der var kø til at blive medlem af den nye forening, Sørby Fitness.

Connie og Bjørn Pedersen var nogle af de i alt 122, der valgte at melde sig ind på åbningsdagen.

”Nu behøver vi ikke tage så langt for at træne, og det er rart,” siger 71-årige Connie Pedersen, som har gået til fitness i Slagelse de seneste tre år.

”Vi træner så vidt muligt sammen, og det er jo dejligt at skulle træne i et helt nyt og lækkert center,” siger hun.

Foruden at glæde sig over de flotte faciliteter kan parret – og alle de andre nye medlemmer – se frem til at blive modtaget af de 20 nyuddannede fitnessinstruktører, som sørger for, at alle får en god introduktion og et træningsprogram, inden man slippes løs i på egen hånd.

Hanne er klar til seniorerne

Hanne Pedersen på 73 år er alderspræsidenten blandt instruktørerne, og hun glæder sig til kunne dele sig egen træningsglæde med andre.

”Jeg har følt på min egen krop, hvor godt det er,” siger Hanne Pedersen, som er frivillig instruktør hver mandag formiddag.

Hun er sikker på, at der vil blive run på fitnesscentret, for borgerne i Sørby er generelt meget aktive.

”Og dem, der ikke er her i dag, skal nok høre om fitnesscentret fra andre. Jeg er sikker på, at det gode budskab nok skal sprede sig via mund-til-mund,” siger Hanne Pedersen.

Det var da også en glad og lettet formand for Sørby Fitness, Johnny Helt, der gjorde status midt i mylderet af interesserede borgere.

Opfylder borgernes ønske

”Det er fantastisk, at der kommer over 200 mennesker for at se det, vi har arbejdet på de seneste år. Og hvis lige så mange melder sig ind i opstartsperioden, er jeg en meget glad mand,” siger Johnny Helt, som har oplevet en stor opbakning fra lokalsamfundet, bl.a. det lokale erhvervsliv, siden de første planer blev luftet i 2016. 

Oprindeligt var fitnesscentret en del af en af meget stor vision, ”Sund Sørby”, som blev søsat i 2008. Visionen går ud på at skabe rammerne for et fællesskab med både indendørs- og udendørs aktiviteter, og det er udmøntet i et projekt til 20 mio.kr.

”For to år siden besluttede vi at bryde projektet ned i mindre bidder. En borgerundersøgelse viste, at der var mange, der ønskede et lokalt fitnesscenter, og så var det oplagt at begynde der,” fortæller Lena Lund Pedersen, formand for Sørbyhallen, hvor fitnesscentret har til huse. Hallen opkræver ikke husleje af Fitness Sørby, og Lena Lund Pedersen glæder sig ligesom Johnny Helt over, at det har været muligt at opfylde borgernes ønske.

”Vi har nok lige behov for en pustepause, men det har været en god proces og ved at bygge noget, som borgerne efterspørger sikrer man også, at det er noget, der bliver brugt,” siger Lena Lund Pedersen.

I borgerundersøgelsen tilbage i 2016 tilkendegav 345 borgere, at de ønskede et fitnesscenter, og det var startskuddet til fitnesscentret. Initiativtagerne tog herefter blandt andet kontakt til Bevæg dig for livet – Fitness, som har bistået med både rådgivning og lån i forbindelse med etableringen.

Rådgivning fra Bevæg dig for livet - Fitness

”Vi har været igennem et meget veltilrettelagt forløb, hvor alt er beskrevet i forhold til, hvordan man starter op og får en veldrevet fitnessforening. Det ville have taget os flere år, hvis vi selv skulle have sørget for det,” siger Johnny Helt, som glæder sig til at se centret i drift og allerede drømmer om at udvide.

”Nu skal vi lige i gang, og så håber jeg, at vi har udbygget med en 1. sal og et spinninglokale om fem år,” lyder det fra den tilfredse fitnessformand.

Tiden vil vise, om drømmen går i opfyldelse, men der er i hvert fald ingen tvivl om, at der sker noget, når kræfterne samles i Sørby. Eller som Troels Christensen, formand for kommunens Kultur-, Fritid- og Turismeudvalg, udtrykte det, inden han klippede snoren og erklærede det nye fitness for åbent:

”I har et stærkt civilsamfund, og det er imponerende, at I har kunnet skabe det her – helt uden at have hånden fremme mod kommunekassen. Nu er I gået ind i fitnessverdenen, og I har tænkt det rigtig godt sammen, at børnene kan dyrke deres idræt og mor og far kan lave bøj og stræk imens.”