Fitness

Fra frisk senior til Moden Motionist

DIF og DGI’s nye medlemstal viser, at fitness fortsat vokser. Følg med i denne artikelserie, hvor vi har mødt foreninger der har oplevet fremgangen. Denne gang skal vi til Gentofte og møde Modne Motionister, der har skabt et unikt fællesskab for seniorer.

A7305555.jpg

I Modne Motionister går det rigtigt godt. Fitnessforeningen, der ligger i Gentofte, har næsten et årti på bagen, men alligevel strømmer nye medlemmer til. Foreningen er oprettet af seniorer og til seniorer og med en gennemsnitsalder blandt medlemmerne på 71 år, så er det også i den målgruppe at foreningen har skabt sit fællesskab. Blandt de seje seniorer er der flere over 80 år end under 60 år.

Formanden Peter Arne fortæller: ”Siden nytår har vi i gennemsnit fået et nyt medlem hver dag. Det er dobbelt så mange, som tidligere.”. Og medlemstallene fornægter sig ikke. 540 medlemmer har foreningen vokset sig til, og har dermed mangedoblet medlemsantallet siden for et par år siden.

Modne Motionister holder til i en 70 kvadratmeter stor sal og adspurgt om de lider af pladsmangel er formanden klar i spyttet: ”Vi går efter at oprette satellitter. Så vi låner sale rundt omkring i kommunens haller til vores aktiviteter, der ikke kræver så meget udstyr.”. Der skal altså tænkes alternativt, når medlemstallet vokser støt. Derfor holder foreningen også fast i deres udendørs træning, som var det første hold de startede. Og en ting er sikkert - Modne Motionister giver både nye og garvede seniorer mod på motion.

Oplever I også medlemsvækst?

Så hjælper vi gerne med gratis sparring omkring indretning og pladsoptimering, så I får det bedste ud af jeres lokaler.

Kontakt din lokale konsulent i dag