Fitness

Fitness med forhindringer

Det krævede en flok ildsjæle, en stor portion tålmodighed og et tv-hold fra TV2 Øst, før fitnesscentret i Ørslev blev en realitet.

Anja Sølund er typen, der får mange idéer. Hun er også typen, der får dem ført ud i livet.

Men da hun for syv år siden fik en idé om at starte et foreningsbaseret fitnesscenter, var hun ikke klar over, hvor besværligt det ville blive.

”Jeg var på barsel og så en flyer fra ForeningsFitness (Bevæg dig for livet - Fitness i dag, red.) og syntes det lød super spændende, at man kunne starte et fitnesscenter i foreningen. Og bestyrelsen var med på idéen, så jeg fik hurtigt kontakt til rådgiver Charlotte Agergaard fra Bevæg dig for livet - Fitness, og processen blev sat i gang,” fortæller Anja Sølund, som vi møder i ØIF Fitness, hvor hun er formand.

Umiddelbart virkede det som et projekt, der var lige ud af landevejen. Ørslev Idrætsforening (ØIF) ejede selv den bygning, som foreningen ønskede at udvide med en tilbygning til et fitnesscenter. Men her begyndte udfordringerne.

Løb panden mod en mur

”Problemet var, at godt nok ejede idrætsforeningen bygningen, men det var kommunens grund. Vi skulle ansøge kommunen om tilladelse til at bygge til, og i den forbindelse skulle vi levere forskellige papirer, men det kunne vi ikke, fordi grunden ikke var vores. Det var lidt ligesom at løbe panden mod en mur,” fortæller Anja Sølund.

Tiden gik, og der skete absolut ingenting. Sagen var ligesom gået i hårdknude, for selvom ØIF egentlig var klar med byggeplaner, finansiering mv., så manglede byggetilladelsen, og det virkede som om det var vanskeligt at finde ud af, hvem på kommunen der egentlig skulle tage sig af sagen … Begrundelsen var blandt andet, at den afdeling, der skulle behandle ansøgningen, var blevet nedlagt.

TV satte skred i sagerne

”Vi blev hele tiden holdt hen, og pludselig var der gået halvandet år. En dag talte jeg helt tilfældigt med en journalist fra TV2 Øst, og de syntes, det var interessant og ville gerne lave en historie om det,” fortæller Anja Sølund.

Og så kom der ellers skred i sagen. Dagen efter indslaget havde været bragte, ringede de fra kommunen og sagde, at nu havde de fundet ”stempelmanden”, og derfra tog det faktisk kun 2-3 uger, før foreningen modtog en byggetilladelse.

Et center for alle

Herfra gik det stærkt. Der blevet uddannet fitnessinstruktører, bygget og installeret maskiner, og i 2016 kunne fitnesscentret endelig åbne.

”Vi havde aldrig kunnet få det op at stå uden rådgivningen og det rentefrie lån fra Bevæg dig for livet – Fitness. Man får en hel pakke, så det ikke virker så uoverskueligt at komme i gang,” siger Anja Sølund.

I dag er ØIF Fitness et lille velfungerende center med 140 medlemmer. Der er åbent alle dage kl. 5-22, og fitnesscentret bliver brugt af både unge og gamle.

”Der er blandt andet et ældre ægtepar, som er flyttet til Haslev, men de kommer stadig her og træner kl. 8 om morgenen,” siger den engagerede formand, og hilser på et par unge fyre i 16-17 års alderen, som helt tydeligt også er begejstrede for at træne i det lille lokale center.

”Synes det er så hyggeligt at træne her og vildt fedt, at der er åbent, så vi kan komme 4-5 gange om ugen,” siger en af de unge fyre til formanden.

Ingen tvivl om at de – og de øvrige medlemmer – er glade for, at Anja Sølund og de øvrige ildsjæle i foreningen aldrig gav op.

”Det er vigtigt, at der er en gruppe, der virkelig brænder for projektet, og som kan bakke hinanden op igennem hele processen. Specielt når det ikke går helt som planlagt, og man måske mister modet,” lyder rådet fra Anja Sølund til andre, der går med idéen om at starte et foreningsbaseret fitnesscenter.