Fitness

En weekend fuld af smil, sved og samvær

109 instruktører fra 39 foreninger landet over tankede ny inspiration i Vejen Idrætscenter, da inspirationsseminaret FutureFitness løb af stablen.

”Puha, det var godt nok hårdere, end jeg troede,” lyder det fra Vivian Rydstrøm fra IF Skjold Skævinge efter en times walking fitness. Hun havde måske mere regnet med en mere afslappet ”gåtur”, men fandt ud af, at i walking fitness går man dels op ad bakke hele tiden – og så byder timen også på forskellige øvelser undervejs.

Vivian Rydstrøm er en af de 109 instruktører, som har valgt at tilbringe weekenden i Vejen for at få ny inspiration til træningen hjemme i foreningen. Og walking fitness var en af de nye trends, foreningsinstruktørerne kunne prøve kræfter med i en weekend, der også bød på inspiration til f.eks. dansehold, funktionel træning, træning med kettlebells og målrettet ”booty”-træning.

Det er ikke kun indenfor, der bliver arbejdet hårdt. Selvom mørket efterhånden er ved at falde på, og temperaturen også er for nedadgående, dunker musikken ud af højttalerne og der er masser af aktivitet omkring det udendørs træningsudstyr, som er opstillet på parkeringspladsen. Ud over træningen i selve udstyret får deltagerne bla. også serveret spurter, burpees og sjipning, og der er bestemt ingen, der har problemer med at holde varmen.

Alle er tilmeldt fire workshops i løbet af dagen, og det kan mærkes på kroppen, da deltagerne går til bords ved middagen kl. 20.

Søndag morgen står den på wake up-træning og foredrag med Umahro Cadogan, inden deltagerne med middagstid drager hjemad med en sandwich i hånden – og mætte på indtryk og inspiration.

Næste års FutureFitness, inspirationsseminar i Vejen, holdes den 26.-27. oktober 2019.

 

FutureFitness 2018