Fitness

De voksne træner (også) funktionelt!

Styrke, balance, mobilitet og koordination er ingredienserne på holdet ”Funktionel for voksne” i Fitness-KIF. ”Det er godt for seniorerne at bevæge sig ud af maskinerne,” siger instruktøren, Majken Bülow.

”Det er godt, Anne-Mette! Jeg kan godt li’ det”, lyder det fra Majken Bülow, som udstyret med et stopur og en myndig stemme styrer træningen på holdet Funktionel for voksne.

Anne-Mette Nielsen er en af de ti deltagere, der har valgt at træne i det fri sammen med Majken. Først på det overdækkede crossfitområde og siden under åben himmel.

Der arbejdes koncentreret med mange forskellige øvelser og med og uden redskaber. Udenfor hoppes der blandt andet over nogle træstativer, som senere også bruges i forbindelse med udstrækningen.

”15 sekunder. Hep, hep,” lyder det fra den energiske instruktør.

”Puha, det er da hårdt,” siger en kvinde, mens hun forcerer en af de højeste bomme.

Men der er bestemt mening med ”galskaben”. For blandt andet den slags bevægelser er vigtige at beherske.

Ud af maskinerne

”Det er vigtigt at kunne bevæge sig funktionelt for at klare sig i hverdagen, og holdet blev startet, fordi vi gerne ville have seniorerne ud af maskinerne, og til arbejde mere med kroppen som en helhed og træne både styrke, balance, mobilitet og koordination. Tempoet er højt, vi får sved på panden, men der er også plads til at have det sjovt,” fortæller Majken Bülow.

Flere af deltagerne kombinerer den funktionelle træning med anden træning. Det gælder f.eks. for Anne-Mette Nielsen, som også træner i maskiner og på et ryghold. Hun kan dog specielt godt lide holdtræningen.

”Her bliver jeg pisket, og det er virkelig godt for mig. Kombinationen af pres og motivation passer mig godt. Det er hårdt, men vi har det jo også sjovt sammen,” siger Anne-Mette, som har sat hele mandag morgen og formiddag af til træning. Derudover træner hun onsdag torsdag og fredag.

Sådan har det ikke altid været. Anne-Mette fik nemlig først overskud til at træne, da hun gik på efterløn.

”Min genbo lokkede mig med herned, og nu har jeg så også fået lokket min mand med,” siger Anne-Mette Nielsen over en kop kaffe, inden sidste træning, Slow Flow, hvor der er fokus på den indre ro og tilstedeværelsen.

Det skal der nemlig også være plads til i et travlt træningsliv.